Velkommen

En fødsel er en af de mest fantastiske overgange, man kan opleve i sit liv. I medierne vises fødsler ofte som noget voldsomt og lidelsesfuldt, men en fødsel kan lige så vel være fyldt af glæde, tryghed, samhørighed, følelsesmæssig intensitet og urkraft.

En fødsel er noget man aldrig glemmer og uanset hvor og hvordan din fødsel foregår vil oplevelsen følge dig resten af livet. En graviditet og fødsel giver en fantastisk mulighed for at udvikle sig og vokse som menneske.

Som doula er jeg en ikke-medicinsk fødselshjælper, der hjælper kvinder og par med at finde ind til hvad der er den helt rigtige fødsel for dem og stå stærkt i de valg, de træffer for deres fødsel.

Graviditet

I graviditeten forbereder vi fødslen ved at arbejde med jeres ønsker, drømme, tanker og følelser – altid med en åbenhed og en følsomhed for, at man ikke kan “styre” en fødsel, men må være forberedt på forskellige scenarier. Vi træner også de praktiske ting som fødestillinger, vejrtrækning og fysiske øvelser for den kommende mor, der gør det nemmere for babyen at lægge sig optimalt.

Hvis du har en partner eller andre, der skal med til fødslen, bliver de godt klædt på til at kunne hjælpe og støtte dig og tage aktivt del i fødslen.

Fødsel

Under fødslen er jeg til stede med nærvær og den støtte, lige netop I har brug for. Det kan for eksempel være rebozo-massage, akupressur som smertelindring, eller et sæt ekstra hænder til de praktiske ting ved en hjemmefødsel. Jeg erstatter hverken jordemoderen, partneren eller andre pårørende, som skal med til fødslen, men er derimod en ekstra støtte for dig og dine pårørende.

Efter fødslen

1-2 uger efter fødslen mødes vi og taler oplevelsen grundigt igennem. I har sikkert allerede fortalt mange gange om fødslen, når vi mødes. Men vi går et spadestik dybere end den kronologiske gennemgang af begivenheden og har fokus på, hvordan I havde det undervejs, hvad I oplevede og hvad I tager med jer fra oplevelsen.

Du kan læse mere om mig og hvad jeg kan tilbyde under Om Sidsel-Marie og Jeg tilbyder.

Kærlig hilsen
Sidsel-Marie